Da Idas mand Asbjørn dør af kræft, står hun midt i det, der ligner en ubærlig sorg: Praktikken omkring dødsfaldet foregår som i en tåge, hvor hun støtter sig til sønnen Peter. Ida har kun været kendt som “bådebyggerens kone”, men bagsiden af deres ægteskab er præget af hans utroskab og opfarende temperament, som Ida har synlige ar efter. Vi følger Idas sorgproces i et år, hvor sorgen over Asbjørn også bliver en frigørelse, og hvor hun gennem naturen igen finder sin identitet og modet til at være Ida.
