Charlotte Berwald (f. 1990) er en prisvindende dansk forfatter, der skriver bøger til børn og unge. Hun bor i en lille by uden for Hobro sammen med sin mand og deres søn.
I dag lever Charlotte Berwald af sit forfatterskab og er aktuel med første bind i den nye PROJEKT PONY-serie, som udkommer den 1. oktober på forlaget Falco. Serien fortsætter i foråret 2026 med andet bind.
Heste har spillet en central rolle i hendes liv, lige siden hendes morfar gav hende en pony som barn. Denne passion førte til mange års engagement i den danske hesteverden, blandt andet gennem hendes arbejde for Dansk Rideforbund. Charlotte rider stadig dagligt og når græsset i haven bliver for højt, sørger hendes ponyer for at holde det nede.
Som forfatter har Charlotte Berwald skabt sig et navn med en lang række hestebøger, der har begejstret unge læsere over hele landet. Hun står også bag den populære ‘Min kat er’-serie om drengen Niklas og verdens ondeste kat, som hun har modtaget Orla-prisen for hele to gange, nemlig for bøgerne Min kat er seriemorder og Min kat er gangster. Ideen til serien opstod under corona, hvor Charlotte overtog ansvaret for at undervise en dreng, der ikke kunne komme i skole. Drengen, Niklas, havde en kat, som ikke brød sig om ham – og det blev startskuddet til bogserien ‘Min kat er’.
– Charlotte Berwald i PROJEKT PONY